Små fortællinger fra byens liv 1871-1918

Da Vestergade fik fortov – 1881
I maj 1881 skulle kommunen i gang med at omlægge fortovene i Vestergade.  På det tidspunkt fandtes der allerede én række fliser, men de fremsynede forretningsdrivende og beboere i gaden måtte overbevise kommunen om, at man lige så godt kunne lægge endnu en række fliser.

 

Det skriver de en ansøgning til kommunen og indvilliger i at betale halvdelen af de omkostninger, en ekstra række fliser ville koste. Vestergadefolket begrunder deres ansøgning med ”den tiltagende Færdsel af Gaaende”, og at det kunne være ønskeligt ”at Passagen lettes paa en tidssvarende Maade”

 

Endelig kommer det klassiske argument med, at sådan gør man også i andre byer, og Vejle skal vel ikke stå tilbage på den front? Der sendes således en ansøgning til byrådet, underskrevet af 20 forretningsdrivende eller beboere. Når man kigger på billedet her fra Vestergade i 1890’erne, ser det ud til, at det er lykkedes. I hvert fald ses tydeligt to rækker fliser på højre side. Du kan se sagens akter her (link).

 

 

 

 

B65343

                    Vestergade, ca. 1895. Fotograf: L. Busk

 

 

 

 

Ægyptisk mørke på Koldingvej – 1882
Gadebelysning har altid været en vigtig sag for vejlenserne. Lys gav tryghed, når man var nødt til at færdes ude efter mørkets frembrud. Indtil gaslygterne for første gang tændtes i Vejle by i 1859, havde man klaret sig med tranlygter eller fakler.

 

Gadebelysning var imidlertid forbeholdt gaderne inden for bygrænsen. Lige så snart man kom uden for byportene, herskede der stadig et skrækindjagende mørke. Det protesterede man over på Koldingvej.

 

Man skrev til byrådet: ”Da Hus- og Ejendomsejerne på Koldingvejen i flere Aar har følt Trang til en Lygte, omtrent i nærheden af den såkaldte Kokkenskilde, da man vandrer i et ægyptisk Mørke…”. Beboerne på Koldingvej argumenterede videre, at de også betaler skat til byen, og at man i Kolding for længst har sat gaslygter op uden for bygrænsen. I øvrigt beder de blot om en petroleumslygte og er helt overbeviste om, at byrådet vil bevilge omkostningerne ved opførelsen af en sådan.

 

B200111

                     Græsarealet mellem Koldingvej og Fredericiagade, ca. 1895. Gaslygterne har stadig ikke fundet vej til den yderste grænse af byen. Fotograf:                       A.H. Faber

 

 

 

 

N. Sørensen – færdig som vægter – 1883
I begyndelsen af 1880’erne omstrukturerede man ordensvæsenet. Den gamle vægter-ordning blev erstattet af en politistyrke. I Vejle betød det, at alle vægtere blev afskediget og nye betjente blev ansat i stedet. I den forbindelse søgte flere af de gamle vægtere om pension.

 

N. Sørensen var én af disse. I 1883 havde han været vægter i mere end 25 år, men nu ventede en afskedigelse forude og Sørensen stod uden indtægt. Han søgte byrådet om pension, da han ikke så sig i stand til længere at arbejde: ”Mit Helbred er nemlig ikke sundt saa at jeg kan paatage mig noget almindelig Arbejde i det mine Hænder og Arme er en Del svækket af Gigt”.

 

 Han søgte om en pension på 150 kroner. Til gengæld tilbød han at gå til hånde ved torvedagene i Vejle. Indtil nu havde hans kone bidraget til husindkomsten ved at sælge fisk, men også hun var blevet for svagelig til dette arbejde. Desværre melder historien ikke noget om, hvorvidt byrådet imødekom Sørensens anmodning eller ej.

 

 

B100056

                     Vejle Politistyrke, 1890. Fotograf: H.P. Jensen

 

 

 

 

 

 

 

Træskomand Søren Hansens kirtelsyge datter – 1884
Det kunne være en alvorlig økonomisk belastning, når et barn i familien blev sygt. I 1884 var der ingen sygesikring og heller ikke almindelige velfærdsydelser, som vi kender i dag. Hos træskomand Søren Hansen i Vejle gik det således, at hans datter på tre år blev syg og havde brug for behandling.

 

De første år fik den lille pige ingen behandling, men i 1882 blev det så alvorligt med hende, at far Søren tog hende til en specialist i Kolding. Siden da havde datteren fået mikstur, og familien konsulterede fortsat jævnligt Kolding-lægen. Det blev en dyr affære med rejser, lægehonorar, medicin og tabt arbejdstid. Søren Hansen bad byrådet om økonomisk hjælp til alle disse udgifter.

 

 

 

 

B150597

                     Tuberkulose var en meget alvorlig sygdom, hvortil der i 1880’erne ikke fandtes nogen helbredende kur. Søren Hansens lille pige                         er givetvis ikke blevet ret gammel. Billedet viser Danmarks første behandlingssted for tuberkuloseramte. Det blev indviet i 1900                           og kendt som Vejlefjord Sanatorium. De første mange år var sanatoriet forbeholdt overklassen, der kunne betale for de langvarige                       kurophold. Fotograf: H.P. Jensen

 

 

 

 

 

 

Vejles første telefoner? – 1885
En meget ivrig kobbersmed i Vejle søgte i 1885 byrådet om tilladelse til selv at lave et telefonnet i byen. Hans ide gik ud på at skaffe mindst 25 interessenter, som hver især skød 200 kroner i projektet. De involverede skulle lægge 25 kroner ved anlæggets begyndelse, 50 kroner ”efter en vis tid” og resten, når anlægget stod fuldt færdigt. Til gengæld ville disse personer frit kunne benytte telefonledningen i tre år.

 

Kobbersmed Poulsen argumenterede, at telefonnettet vil være til stor nytte og fremme handelen i Vejle. Kobbersmeden tilbød selv at udføre arbejdet og tilføjede:
”… jeg føler mig forvisset om at være kvalificeret til at anlægge et sådant Telefonnet her i Byen, og at jeg allerede flere Steder har anlagt meget vidtløftige Ringeapparater, som til visse er lige så vanskelige”.

 

 

B59304

 

                       Torvegade 17, ca. 1885. Læg mærke til skiltet til venstre i billedet: Telefon-Telestation. Mon ikke det er Poulsen lille telefoncentral?                                         Fotograf: ukendt

 

 

 

Da krigen kom til Vejle – 1916
Danmark var neutral under hele 1. Verdenskrig, men de store begivenheder påvirkede alligevel på mange måder hele landet. Således også i Vejle. Vejlenserne kunne ikke forvente faste leverancer af råvarer og der var knaphed på alle ressourcer. Tidligt i krigens forløb kom der f.eks. påbud om at spare på elektricitet både i privaten og i det offentlige rum.

 

Butikkernes vinduesbelysning var under skarp kontrol, men op mod julen 1916 kom der en bekendtgørelse fra Indenrigsministeriet, som åbnede en mulighed for at søge om dispensation fra restriktionerne i dagene mellem 16. og 23. december. Denne mulighed lod byens butikker ikke passere. Skyndsomt henvendte de sig til byrådet og skrev bl.a.: ”…anmode vi undertegnede Handlende hermed det ærede Byraad om, at denne Dispensation maa gives for Vejle Kommune, idet vi tillade os at gøre gældende, at veloplyste Butiksvinduer nu kort før Julehøjtiden vil bidrage væsentlig til et forøget Salg”.

 

Brevet er underskrevet af 50 af byens handlende, heriblandt A.I. Hansen, T. Knudsen og guldsmed Guldbrandsen

 

 

 

 

B75062

                     En Vejle-slagters juleudsmykning, ca. 1920. Fotograf: Ditlev Nissen

webtopgrafik